Klik for stort billede
Klik for stort billede
Fast ritual: champagnetræf hver lørdag
Fast ritual: champagnetræf hver lørdag

Skanderborg Festival

I 1980 startede Skanderborg Festival i Dyrehaven i Skanderborg. Den historie er fortalt mange gange, så her vil jeg gerne skrive om min personlige festivalkarriere; en historie, der passende kunne hedde:

Storhed og Fald

I 1982 optrådte jeg på den store scene med Virring Skoles Beatkor. Jeg gik til frivillig musik på skolen, og Jens Peter, en af festivalens ophavsmænd, var ansat dér. Han skaffede koret et job. Vi var ikke særlig gode, men det var der så meget der ikke var, dengang. Vi øvede os dog helt vildt, og koncerten, hvor jeg spillede på et elektrisk Hohner klaver, der ikke stemte, gik faktisk ret godt.

Grebet af stemningen blev jeg medhjælper på festivalen og var i nogle år campingvagt og derefter stagehand. Samtidig hjalp jeg i mange år Peter Overgård med at stille sanganlæg op til Stig Møllers traditionsrige koncerter ved hovedindgangen. Og så var der lige 1984, hvor jeg lavede lyd på store scene til orkestret Caddis Fly - det lød ikke ret godt, men det var coolt at stå dér og bestyre den store mixerpult.

Igennem en del år var jeg festivalens dommerrepræsentant i en amatørkonkurrence, Vi har Scenen.

I 1989 blev mit rockabilly-band, Beer Burp Band, hyret til festivalens 10-års jubilæum, hvor vi spillede et legendarisk sæt for 8000 fremmødte publikummer, hvoraf flere reddede sig en gratis fadøl fra vores medbragte overtjener, Paulzen. Om natten jammede vi med Les Dudek i Ram Jam.

Der var dengang en (god) traditition for, at lokale bands åbnede festivalen med et bøgescenejob fredag formiddag. Det blev til en lang stribe jobs, hvor jeg deltog på løst og fast med forskellige lokale helte:

  • I 1990 var det med bluesbandet Papa Blues, på Hammond, båthorn og kor.
  • I 1991 med Overgård, Skriver, Thøgersen og Thomas Holm i countryorkestret RoundUp.
  • I 1993 blev Beer Burp hyret igen til et job på bøgescenen. Vi medbragte denne gang en strygergruppe og en frisør og overgik os selv i fest og farver.
  • I 1994 var jeg på bøgescenen, på trompet(!) med det lokale funkband, 40 Below, og senere på dagen var det på Hammond i Rytmehans sammen med projektet The White Lodge.
  • I 1998 var jeg med Jan Daggry's projekt, Dawn, inde på et enkelt nummer på bøgescenen - på trækharmonika!
  • I 1999 var jeg for sidste gang på bøgescenen, sammen med Jack'erne. Efter koncerten var jeg ved at glemme, at jeg skulle skynde mig i Ram Jam og spille med De Røde Gebisser, men jeg nåede det og det var også mindeværdigt.
  • Det var også omkring år 2000, at Midnight Special begyndte at optræde i Vandværksbaren, hvor vi blev fast indslag hvert år.
  • I 2002 var jeg med Knasen i Annis Café, og jeg spillede med den lokale troubadour, Carsten Hentze, i Ram Jam - et job vi gentog de efterfølgende par år, i selskab med bl.a. Grev Lyhne, Søren Madsen og Skriver.
  • I 2003 spillede jeg med Jack'erne i den nyåbnede Westernbar.

I 2004 spillede Midnight Special for sidste gang i Vandværksbaren, som nu er blevet til en bluesbar - og trods det, at Skriver i 1997 sad med hos B.B. King, så er vi åbenbart ikke bluesede nok til at komme dér - det skal man åbenbart være irsk folkemusiker for at opnå...

Et utal af jams i diverse barer og på Ram Jam er det også blevet til.

Efter jobbet i Vandværksbaren 2004 skulle jeg lige gi' Skriver en hånd med guitarerne, for han skulle nemlig op i Skraldebaren og spille. Skraldebaren ligger bag ved de store scener, og her har skraldemændene skabt en lille festival i festivalen. Her trives spøjse indfald og god jam og på mange måder genfandt jeg her stemningen og ånden fra de første års festivaller. Ved skæbnens indgriben kom jeg også til at spille, og Jakob Marschner's ord fra en artikel i medlemsbladet Walther Nyt beviser, at det ikke kun var mig, der følte festivalhistoriens vingesus hin aften:

Fra Walther Nyt nr. 1, 2005:

Og Henrik Skriver var i storform og i rigtig godt humør. Og han var nærmeste vidne til den begivenhed, der gjorde et par af os heft sikre på, at Walther sad oppe i et træ over os og velsignede det hele med noget ganske særligt troldetryllestøv. For da Skrivers bassist måtte melde fra i sidste sekund, behøvede Skriver bare at kigge sig til siden for at se en helt oplagt stand-in: Dér, i netop det sekund, havde Walther placeret en anden af sine rigtig gamle venner, nemlig Henrik Svith, endnu en Skanderborg-dreng, der så fik sat sit præg på Skraldescenen. Trådene tilbage til den første festival blev ved at skabe prægtig tråd på scenen.

Opstød

I år 2005 var jeg for første gang siden 1982 ikke til festival. Der var mange årsager: Det er for stort, for overrendt, for dyrt, for længe og for meget. Og jeg er for gammel til fire dages fest. Men først og fremmest fordi jeg ikke længere har noget sted at spille. Det var da træls at skulle undvære champagnefesten med vennerne, men intet varer evigt - og jeg er altid klar til et comeback!

Mens festivalen er vokset, er jeg blevet på samme sted, åbenbart. Det er ikke længere nok at være lokal og spille i gode, lokale orkestre. Festivalen vil have kendte navne og ungdommen skal naturligvis også til. Heldigvis er der gamle Skanderborg-drenge som f.eks. Peter Sommer til at holde traditionen i hævd - jeg er stolt af dig, Peter.

Ingen tvivl om, at festivalen i Skanderborg er enestående og fantastisk på alle måder. Jeg har haft mine største musikalske oplevelser, både spille- og lyttemæssigt, dér. Tak for dem.

  • Otte optrædender på bøgescenerne blev det til. Så røg jeg ud af bunden dér.
  • Én optræden på Rytmehans, så røg jeg ud af bunden dér.
  • Én optræden i Anni's Café, så røg jeg ud af bunden dér.
  • Utallige optrædender i Ram Jam, som nu er lukket.
  • Jobs i diverse barer, bl.a. Vandværksbaren, som nu er lukket.

Kort sagt: jeg må ikke være med mere, selv om jeg er "en af Walthers gamle venner." Men det er OK; jeg har haft min tid.

Fra 2005 skulle der, så vidt jeg er orienteret, være orden på alting: Kontrakter og aftaler skal være på plads, for at man må spille på festivalen, lige meget om det er på bøgescenen eller bag en toiletvogn på Sølund Camping.

De praktiske årsager til en sådan skærpelse kan der være mange af, og lige så mange gode grunde.

Men det er synd, og slet ikke i festivalens oprindelige ånd, på den måde at lægge spontaneitet, musik og græsrødder hindringer i vejen. Det var nemlig sådan, det hele startede...

Jeg håber, festivalen vil fortsætte sin udvikling, men jeg håber også at rødderne huskes, æres og får et sted at trives...

I 2006 var jeg på festival igen. Ganske vist uden at spille, men det var nu hyggeligt nok endda. Specielt fordi man bare kunne gå, når man ikke gad mere.

Tonight only: Triumphant Return

Tja, i femogtyveåret for min første optræden på festivalen fik jeg alligevel lejlighed til at fejre jubilæet, da jeg spillede med Booze Brothers i Den Blå Planet i 2007. Se billeder her.

Socialister på skovtur

Kurven er vist for opadgående, for i 2008 spillede jeg med De Røde Gebisser på P3-scenen ved søen. Der er masser af billeder fra en knaldrød eftermiddag på Facebook. Og tak til festivalen for udvisning af stort mod i forbindelse med entreprisen.

Kronen på værket

I festivalens 30. jubilæumsår, 2009, fik jeg en spændende opringning fra festivalen, der spurgte, om jeg kunne være interesseret i at samle og lede en Skanderborg Allstars-koncert med et bredt udsnit af lokale kunstnere fra de sidste 30 år.

Jeg sagde jatak, og allerede 2. maj kunne vi spille version 1.0 af koncerten til medhjælperfesten på FØLA. Et nostalgitrip af de helt store, og når koncerten på Rytmehans er overstået vælter det nok ind med billeder her på siden. Foreløbig er der et fedt galleri på Flickr.

Tak til festivalen for tilliden og endnu en serie fede oplevelser.

10 minutter

gjorde hele forskellen til festival 2009. Læs mit brev til de medvirkende her.

Kære Allstars, håndlangere, venner og arrangører

Så er det hele overstået, og der skal naturligvis knyttes et par kommentarer til arrangementet.

Ti minutter lyder jo ikke af meget, når man har en festival med hundredevis af optrædende og flere døgns musik fra et par gode håndfulde scener.

Men for Allstars kom ti minutter til at betyde forskellen mellem en tordnende succes og en betinget succes.

På papiret var der afsat samme tid pr. band som til medhjælperfesten i maj, og det klarede vi. Selvfølgelig vidste vi, at hvis det skred bare 30 sekunder pr. band ville vi mangle ti minutter i enden, men vi havde jo prøvet det, og det var gået fint.

Vi kom ti minutter for sent i gang. Lydfirmaet virkede langt fra så skarpe som til medhjælperfesten: der manglede linedrivers, strøm og rådgivning. Der var også noget af det vi selv medbragte, der voldte problemer; fx valgte en del af mit grej at stå af. Ærgerligt, men ikke utænkeligt, og umuligt at gardere sig 100% i mod. De ti minutter fik vi i den anden ende - og så manglede vi ti minutter alligevel.

Jeg må ærligt sige, at jeg ikke havde forestillet mig, at arrangørerne ikke ville kunne give de ti minutter hvis vi manglede dem. Det var dels et teknisk setup af en usædvanlig størrelse, og dels var det jo ikke kun et nummer, men en hel act, man slettede, hvis man skar i sætlisten. Vores projekt var så enestående, at jeg følte mig på sikker grund. Om publikum hellere ville have hørt vores finale end to Lis Sørensen-numre, ved jeg ikke, men jeg ved, hvad de vil have nemmest ved at komme til at høre igen en anden gang - og hvad de aldrig kommer til at høre igen. Og jeg vil gerne slå fast, at jeg fuldt ud respekterer stagemanager og konferenciers beslutning om at stoppe showet - det er ene og alene deres afgørelse, og jeg er sikker på, at de også var kede af at føle sig nødt til det.

Men jeg håber samtidig, at den lektie, der bliver lært af projektet, skaffer mere elastisk en anden gang.

Det gik ud over publikum, først og fremmest - det er jo dem, der er skyld i vi står der - , som fik en oplevelse af dårlig stemning og usmukke vibrationer, men som alligevel - på smukkeste vis roste det, de trods alt fik med af koncerten.

Det gik ud over Peter Sommer, som tog det med stor professionalisme, forståelse og kærlighed, og endda også med humor, som han luftede på sin egen koncert om søndagen.

Det gik ud over Jøden og Hefty, som på tv havde promoveret koncerten så smukt, og som var så glade og søde og tændte og som blev så kede af det, at det næsten ikke var til at bære for yours truly.

Heldigvis fik vi lukket lidt af den indestængte luft ud om natten i skraldebaren - og tak til skralderne, fordi vi fik lov til det.

Det gik ud over kapelmesteren, som har brugt mange kræfter og timer på det hele og som nu sidder med en underlig tom fornemmelse, men som på den anden side blev båret på hænder og fødder både før, under og efter af en hel flok allstars, der var engagerede, glade, taknemmelige, og på alle måder smukke i deres vurdering af både min indsats og arrangementet som sådan. Det kan jeg ikke sige tak nok for, og jeg håber, at I også vil lade arrangørerne det vide.

Og så gik det jo ud over jer, mine kære allstars, som ikke havde fortjent det. Jeg håber, når det hele er på afstand, at I vil huske de gode vibrationer, de sjove timer, den lårtykke nostalgi, de hyggelige gensyn og -hør, den fede musik, jeres kapelmesters dybeste respekt for jeres indsats og ikke mindst - hinanden.

Tak selvfølgelig også til festivalen. Det var jo deres (gode) idé i første omgang, og de vilkår vi fik, var fantastiske. Jeg har været beæret og stolt over at have været jeres forbindelseofficer og gør det gerne igen - hvis jeg får ti minutter mere...

Og så vrimler Facebook og Youtube allerede med billeder og klip - tjek jer selv; I ser sgu' godt ud!

Update 2015

I 2014 spillede Midnight Special på tv-scenen

I 2013 spillede jeg med N/A/S i Blusen.

I 2011 spillede jeg med Skrivers Venner Jam i Blusen.

Og så går jeg og laver lyd på Walthers Musikcafé. Ja - færdig med festivalen bliver jeg nok aldrig.