En rocksangers farvel

Ved nytårstid fik jeg konstateret diabetes 2. For ti uger siden startede jeg på kurset med den kække titel "Et sundt liv med kronisk sygdom". I dag er det afsluttet, og status er: Siden nytår har jeg tabt næsten ti kilo. Min livvidde er 5 cm mindre. Min konditest er gået fra 135 til 225. Mit blodsukker, kolesterol og blodtryk reguleres nu med tabletter, og alle værdier er normale - og fortsat faldende. Med en fortsat indsats kan doseringen sikkert sættes ned - og den er i forvejen lav. Jeg spiser sundere - flere grøntsager, etc. og jeg er begyndt af træne et par gange om ugen. Min rødvin vil jeg nødig undvære - og indtil videre er det heller ikke nødvendigt. Selvskabte plager må man selv tage ansvaret for, og det har jeg gjort. Det er trist at være gammel og tung - men en rocksangers farvel må I vente lidt på.