Hvor svært kan det være?
Hvor svært kan det være?

Tre uger mere

Tre uger mere, blev det til – i denne omgang. Det er helt i orden med mig. Det giver mening. Jeg bakker op. 

Jeg bilder mig (i denne situation) ikke ind, at jeg er klogere end sagkundskaben. Jeg tror ikke på konspirationsteorier og den slags (undtagen den med månelandingen, naturligvis), men jeg tror på, at de mennesker, folkevalgte som udnævnte, som på vores vegne har fået og påtaget sig ansvaret for at håndtere et samfund i krise i en verden i krise, vil gøre alt, hvad de kan, for at træffe de rigtige valg og gøre det, som skal til, for at afbøde konsekvenserne. Jeg stoler på dem. De vil begå fejl, som statsministeren siger, men hvem ville ikke det? Jeg ville i hvert fald og det ville alle de bedrevidende også.

Derfor vil jeg for en gangs skyld undlade min sædvanlige brokkende, bedrevidende og ansvarsfritagende facon i forhold til verdens tilstand. Jeg vil prøve at tage ansvar ved at holde afstand på meningsfronten.

Jeg vil ikke længere deltage i diskussionerne om, hvorvidt tiltagene er for mange, for få, for skrappe eller for slappe. Jeg vil efterleve myndighedernes anbefalinger efter bedste evne og i det mindste forsøge at gøre, hvad jeg kan, for at formålet med dem bliver opfyldt. Ikke fordi jeg nødvendigvis er enig i det hele, men fordi jeg kan se fornuften og den iboende logik i, at alle gør det samme. Det giver mening. Virkningsgraden stiger med opbakningen. Der er masser af alternativer, men det er ikke længere relevant. Jo før, man lægger sig fast på en strategi, des før slår den igennem og jo før, des bedre.

Kritiske røster, brok og modstand er en vigtig og nødvendig del af vores demokrati og må aldrig knægtes. Men i denne tid skaber for meget modstand usikkerhed og forhaler målet. Det har vi hverken tid eller råd til. Når vi er kommet ud på den anden side, bliver der rig lejlighed til at efterrationalisere. Alle med en stemme vil høres, når historien skal skrives. Bagklogskabens projektører vil lyse med en sådan kraft, at fornuft, rimelighed og fakta blindes. Feltherrerne vil blive skoset, lige meget hvad, sejr eller ej. Sådan vil det blive og derfor behøver vi ikke bruge vores kræfter på det her og nu. Der er vigtigere ting at gå op i.

Ingen af os har desværre et kort og vi asfalterer mens vi går og alt det der, men endemålet er klart: Vi vil ud på den anden side og have hverdag, frihed og samvær tilbage igen. Og alle må formodes at mene, at det kun kan gå for langsomt. Men vi er ikke stærkere end det svageste led i kæden. Det er ikke op til den enkelte længere. Jeg får ikke min normale verden hurtigere tilbage, hvis kun jeg går i flyverskjul. Alles handlinger har konsekvenser for alle. Ingen kan være sig selv nærmest; det mindsker ikke problemet. 

Men hvis de unge tror sig udødelige – og det gør man, når man er ung – og ikke accepterer ét enkelt forsømt forår, og de gamle er ligeglade med at skulle dø lidt før, hvilket det kunne tyde på, når de flokkes i både bygge- og supermarkederne, for tiden skal jo gå med noget, og alle os midt i mellem synes at golf, påskefrokoster og (lukkede) genbrugspladser giver ret til egennyttig adfærd, ja, så er vi selv ude om det og konsekvenserne kan vi allerede se lige nu, lige uden for vores havelåge. Hvis ikke billederne af en konvoj af militærlastbiler som kører døgnets døde ud af en italiensk provinsby, er nok til at forstå alvoren – hvad er så? 285 milliarder kroner, måske? Dronning Margrethe? Nå, heller ikke… 

Det er synd for alle dem, der helt bogstaveligt risikerer liv og helbred på at holde samfundet kørende trods alt. Det synes jeg (heller) ikke vi kan være bekendt. 

Hvis vi følger den samme vej, så vil målet nås hurtigst, hvis alle følger den – ikke kun de, som tror på, at det er den rigtige vej. Vi skal alle sammen med. Alle sammen, blev der sagt.

Det er svært at spå, især om fremtiden, sagde Storm P. aldrig. Men sandt er det.

Forhåbentlig vil strategien om afbødning lykkes, så vi ikke kommer til at mærke den fulde effekt som i andre lande. Kritikerne vil så stå i kø for at sige, at det jo slet ikke var nødvendigt at skabe en hysterisk massepsykose – eller hvad de nu finder på.

Bagefter vil ingen kunne vide præcis, hvordan det var gået, hvis vi havde gjort tingene anderledes – selv om der skal nok være mange, der mener at vide det.

Men hvis vi sætter vores uenigheder til side, tager ansvar for os selv og hinanden, og gør fælles front nu, vil vi vide, at vi var med til at sætte retningen. Vi vil vide, at vi var en del af løsningen. Vi vil vide, at vi nåede målet i fællesskab.

#detforsømteforår #sommerigen #staythefuckhome #brostrømforpresident #deternogetvikommerover #deterikkenogetdervarerved #bettersafethansorry #youcangettomuchofabadthing #letsworktogether #socialdistance #keepsmiling #helpthepoor #gebiskongresrevisited #ingenspillejobs #ineedahaircut #workingclassheroes #genindførnationaletests #mysisterisasosubadass #unitedwestanddevidedwefall