Tres&Musik
Jeg fyldte tres for et øjeblik siden. Det er svært at forstå, at det er kommet så vidt.
Alderen er så småt begyndt at trykke, brystryggen er slidt op, diabetesen skal holdes i stramme tøjler, synet bliver hurtigt ringere, tandimplantaterne knager, øjenlågene har måttet løftes og jeg har måttet investere i en basrem, der hviler på begge skuldre. Den gode doktor har set nærmere på forskellige gevækster, på broknettet og på mit PSA-tal.
Alt holdes relativt i skak - hvis man kan sige det.
Og jeg hænger ved endnu. Det er allerførst og fremmest min elskede hustrus skyld. Hun gør livet værd at leve og hver dag oplever jeg glæden over hendes nærvær, hendes væsen og hendes kærlighed. Vores rammer i Østbirk er stabile og trygge.
Det skyldes også mine venner og bekendte, som jeg, i lighed med Jørgen Leth og hans kønsorgan, ikke altid kan se, men som jeg ved, er der.
Musikken giver glæde, som den altid har gjort, men der kommer ikke længere lige så meget energi ind på kontoen som der går ud, når et spillejob eller en lydtjans skal afvikles. Jeg sorterer med hård hånd, så jeg bruger det sparsomme krudt de rigtige steder, og jeg er stolt over, at jeg må være med stadigvæk.
Fødselsdagen blev fejret med et ordentligt gilde. Det tog evigheder at arrangere og kostede en bondegård. Men alle de glade gæster fra nær og fjern og de kærlige tilbagemeldinger gjorde det hele værd.
Jeg fik gaver i alle afskygninger, ligefra 30 år gammel potkäse over store supertoscanere og Lego til et sovjetisk (!) armbåndsur - så ved man nok, hvad klokken er slået. Det var alt for meget, når jeg nu ikke havde ønsket mig noget - men tak endda.
Gæsterne lod snakken og dansen gå med hinanden og til musik i alle afskygninger: Klassisk guitar, Horsens Garden, gademusikanter og legendarisk Talking Heads Tribute ved Stop Making Sense.
Det hele var så intenst, at jeg ville ønske, jeg kunne gennemleve dagen en gang til, så jeg kunne få snakket med flere og set mere af det hele.
Thomas Høi lod blænden stå åben og forevigede dagen, når nu stakkels Peter Juul ikke kunne.
Tak til Walthers Musikcafé som lagde lokaler og personale til løjerne - det var som at være hjemme.
Og ja: Tak - af hjertet tak. Jeg er stolt over, at I gad min dag og hilser på mig, når vi mødes. Pas på jer selv og hinanden til vi ses næste gang.
Lidt statistik:
- Inviterede: 233
- Afbud: 62 (mestendels musikere)
- Intet svar på invitation: 8
- Udeblevne på dagen uden afbud: 10
- Deltagere: 143
- Indkøb:
- 200 liter fadøl
- 162 flasker vin & cava
- 4 flasker snaps
- 95 sodavand
- 5 liter kaffe
- 120 stykker smørrebrød
- 50 kuverter receptionsbuffet (den store!)
- 2 kagemænd
