Yrsa ved Elvira Madigans grav i 2002
Yrsa ved Elvira Madigans grav i 2002
Yrsa drikker te - hvad ellers?
Yrsa drikker te - hvad ellers?
Yrsa et år efter hjerneblødningen
Yrsa et år efter hjerneblødningen

Yrsa

Enhver, der kender mig, ved, at denne hjemmeside ikke er komplet uden en side dedikeret til Yrsa. De, der besøger min side uden at kende mig, vil forhåbentlig kunne tage lidt med sig herfra.

Jeg mødte Yrsa i december 1997. Efter nogen tøven fra Yrsas side blev vi kærester, og der fulgte et par stormfulde år, hvor vi ikke rigtig kunne finde melodien. Men vi blev ved med at finde sammen igen.

Mine forældre bliver syge og dør for tidligt i 2004 og 2005, og Yrsa og jeg tager det som et vink med en vognstang om at komme videre, og vi køber et parcelhus sammen i Ry. Igennem de næste par år renoverer vi og sætter i stand; det bliver godt, vi har begge gode jobs, rejser, nyder livet og hinanden.

I juni 2008 tager vi på den største rejse, jeg har været på, Route 66, tværs over USA. Vi har egentlig ikke råd, men gør det alligevel.

Den 25. september 2008 er jeg ude at flyve i ballon. Det var en gave fra Yrsa til min 40 års fødselsdag, og det er en fantastisk oplevelse. Yrsa følger ballonen i bilen og samler mig op, da vi er landet. Vi går på restaurant, hvor jeg kvitterer for en vidunderlig gave.

Næste morgen, den 26. september 2008, vågner jeg ved 6-tiden fordi Yrsa står og skriger af smerte for fodenden af sengen.

Hun har fået en svær hjerneblødning. De næste uger svæver hun mellem liv og død, mens et rødgult fluidum langsomt siver ud af et dræn direkte fra hendes hjernekasse.

Blødningen skyldes et brud på en åre i en medfødt misdannelse i hjernen, og der er derfor ikke tale om, at Yrsa kunne have gjort noget for at forhindre lidelsen.

Men en dag er der liv. Yrsa kommer til bevidsthed. Hun kan ikke tale og kan kun bevæge tommelfingeren, som desperat leder efter den mobil, hun så gerne vil sende sms'er fra til den verden, der betyder så meget for hende.

Hun bliver opereret i hjernen - hvis vi ikke gør det, overlever hun ikke, og hvis vi gør det, overlever hun kun måske - og det hjælper.

En lang og sej periode følger med genoptræning, der kulminerer med et langt ophold på Hammel Neurocenter i 2009.

Yrsa har det bedre og er næsten sig selv igen. Hun kommer i jobtræning på teatret Svalegangen, tager selv bussen, og vi kommer også en tur tilbage til hendes elskede Brighton.

Hun er gudmor for min nevø, Sylvester, og bærer ham til dåben i Gilleleje. Jeg er så stolt af hende.

En forårsdag i maj 2010 er Yrsa på terrassen og bakser med sine blomsterkrukker. Vi spiser til aften, og det falder mig ind at sige til hende, at jeg er glad for, at hun er der.

Efter måltidet genoptager hun havetjansen og jeg sætter mig foran fjernsynet.

Pludselig banker det svagt på havedøren. Yrsa ligger på jorden foran den og siger, at der er noget galt, og at hun tror, det er skidt. Jeg får hende ind på sengen og tilkalder en ambulance.

Yrsa bliver hurtigt dårligere. Da ambulancen kommer, kan hun ikke tale længere. Jeg står ved ambulancens bagdør - jeg må ikke komme med, da den er fuld af personale - og tager ved Yrsas fod; det eneste jeg kan nå, og spørger, om hun er der. Hun svarer med et bekræftende grynt, døren lukkes, og ambulancen kører.

Jeg kører efter i bil. På vejen til Kommunehospitalet ringer min telefon. Ambulancen holder på motorvejen. Yrsa er blevet ukontaktbar. Hvis jeg ser dem, må jeg IKKE holde ind; det er for farligt.

Jeg når derfor først frem, og siger til lægen, at jeg tror, det er skidt.

Yrsa ankommer, men er bevidstløs. Hun scannes, og det værste bekræftes: en ny, massiv hjerneblødning har ramt og ødelagt så meget, at der intet er at gøre.

Dagen efter diskuteres hjernedød og organdonation med læger og familie. Det er uvirkeligt og absurd, men det kommer ikke såvidt.

Om aftenen, d. 18. maj 2010, får Yrsa vand i lungerne.

Efter en frygtelig sygdom, to års genoptræning, kamp med systemet og økonomiske instanser og tab af alle drømme, dør Yrsa.

Pointen med alt dette er blot: Pas på jer selv og hinanden. Lev livet, mens I har det. Elsk, hvad enten I tør eller ej.

Yrsa Kilde

10.6.62 - 18.5.10

Min tale til Yrsas begravelseskaffe

Yrsa valgte mig. Hun opsøgte mig og valgte mig.

Det er den største gave, jeg har fået; at være blevet valgt af hende, og det er en gave, der aldrig skal byttes.

Jeg var ikke det mest oplagte valg, sur, indadvendt og vranten popstjerne som jeg var, og jeg tror aldrig jeg når til bunds i, hvad det var, der triggede hende.

Yrsa og jeg var forskellige som ild og vand, og det kan være dramatisk når modsætninger mødes.

Vi tog vores ture, men bag det hele lå der hele tiden en sikker følelse af, at der var noget langt stærkere og vigtigere end dagligdagens trakasserier, og det var det bånd, som bandt os sammen.

Båndet bestod først og fremmest af respekt, og af nogle andre uhåndgribelige grundstoffer, som fx beundring, stolthed og en alt overdøvende og altid tilbagevendende kærlighed.

Jeg tror, de fleste som kendte Yrsa, på et eller andet tidspunkt er blevet overrasket over, hvor indfølende, hvor empatisk, hvor medlevende, hvor hensynsfuld og hvor betænksom, hun var. 

Yrsa var et socialt menneske. Hun ville gøre alt for dem, hun holdt af. Hun havde et stort behov for at knytte forbindelser, og hun var god til det – det vidner fremmødet i dag om, og det rører mig dybt. Tak for det.

Yrsa var også et følsomt og sårbart menneske. Hun var bekymret over mange ting – fra verdensfred til vægtøgning. Selv om der var perioder, hvor hun sank ind i sig selv i afmagt over alle de ting, der var svære at ændre på, så kom hun alligevel altid tilbage og havde fundet sig selv igen, så hun igen kunne gøre det, hun var bedst til, nemlig at øse ud af sin kærlighed til sine kære og til livet og verden.

Yrsa fik ingen børn – det var ikke et valg; det blev bare sådan. Men hun elskede børn – meget mere end jeg gør, i hvert fald, og den kærlighed fik de børn, som kom i nærheden af Yrsa at føle. Og kærligheden var gensidig. Josse og Amalie, I ved, hvad jeg taler om.

I kender alle Yrsas hang til mærkelige film, god chokolade, urtete, parfume og lækkert tøj. I ved hvor stilfuld og alligevel afslappet og ukunstlet hun var. Da jeg havde mødt hende kaldte en af mine venner hende for ”foruroligende” smuk; underforstået: hvordan kan sådan en snut falde for dig – og kan det mon gå godt?

Da hun blev syg, var der ikke noget godt at sige om det, andet end, at hun i hvert fald ikke selv var skyld i det. Hendes livsstil kunne ikke have fremkaldt det, og det fandt hun trøst i.

Da hun med hovedet forrest over 20 måneder kæmpede sig tilbage til et næsten normalt liv igen, var det en kraftpræstation ud over det sædvanlige, og det flotteste og stærkeste vidnesbyrd om hendes glæde ved tilværelsen. Der var jo så meget hun sku’ nå endnu. Heldigvis sagde jeg ofte til Yrsa, hvor stolt jeg var af hende og hendes kampgejst.

At det så alligevel gik galt til sidst, er en af de største uretfærdigheder, jeg har oplevet, og den fylder mig med en ordløs afmagt og vrede mod de omstændigheder, der ville være det bekendt over for et så gennemført godt menneske som Yrsa.

Vi forsøgte i Yrsas ånd at give en smule mening til galskaben ved at acceptere at Yrsa blev organdonor. Tanken om at måske ti mennesker kunne få liv og livskvalitet takket være Yrsas organer, gav nyttefølelse og trøst i alt det meningsløse. Organer, som uden tvivl ville være i fineste stand, dyrket som de var på en diæt af speltboller, cultura, urtete og chokolade.

Men heller ikke den allersidste gave fik Yrsa lov at give. Hun fik vand i lungerne, så organerne ikke fik ilt nok, og så kunne hun ikke bruges. Men så kunne hun i det mindste dø i fred, og det gjorde hun.

Men vi kunne godt bruge Yrsa. Jeg er taknemmelig for de 12½ år jeg fik med hende. Jeg er glad for at jeg har lært så mange af jer at kende igennem hende. Jeg vil, når jeg føler mig presset eller afmægtig, tænke på, hvad Yrsa ville have sagt eller gjort. Og når savn og sorg overmander mig, vil jeg prøve at huske på, at smerten står i omvendt mål til alt det gode. Jo mere ondt det gør, des mere har der været at glæde sig over. Hjælp mig med at holde hendes minde i live.