datawidth=

Route 66 - Kingman-Needles

Kingman har et flot Route 66 museum, der skildrer de forskellige epoker, der har skabt myten om vejen. En opstilling mindes på gribende vis Steinbecks fremstilling af de fattige bønder og landarbejdere fra Oklahoma, der drog mod Californien kun for at blive mødt med had og geværer.

Der er også mere muntre indslag, som BurmaShave-skiltene. Læs selv mere om dette morsomme fænomen, som nu om dage ses allevegne.

En video viser barberen fra Seligman, Angel Delgalillo, fortælle om sine visioner for Route 66. Og en sofa betrukket med Route 66-stof kan man såmænd også se.

Fra Kingman er det ad varme, øde ørken- og senere bjergveje til den lille flække, Oatman, hvis eneste krav på berømmelse er, at Clark Gable sidst i 30'erne holdt bryllupsnat med Carole Lombard på byens hotel, samt de indavlede æsler, der trisser omkring i gaden og siges at være efterkommere af guldgravernes æsler fra det vilde vestens tid. Nu lever man af turister og for en dollar kan man kigge ind i brudesuiten. Via walkie-talkies holder byens t-shirt sælgere deres lagre fulde med leverancer fra den lokale printshop.

Herfra kørte vi mod Californien - sidste stat på ruten - og byen Needles, hvor vi skulle overnatte. Der var varmt... meget varmt.

  • 080616-001