Baggrund

Tja - her er det så meningen, at krønikeskrivningen skal tage fart, og jeg skal fortælle løst og fast og vidt og bredt om mig selv og min tilværelse fra foreløbig fødsel til fyrre.

Det er ikke så nemt, og sikkert heller ikke så spændende læsning, men jeg håber ind i mellem, med fortællingen som grundlag, at kunne tilkendegive både holdninger og livssyn i mere generelle vendinger.

Det bliver nok punktvise og til tider usammenhængende nedslag i min hukommelse - nogle ting husker man, andre kan eller vil man ikke huske - men kronologien kan forhåbentlig blive det styrende element.

Jeg vil forsøge kun at skrive sandheder, men der bliver derfor også en del udeladelser, da man må beskytte de kære og sig selv. Til gengæld skal de knap så kære nok få læst og påskrevet.

Det kommer nok også til at tage et stykke tid, før biografien er færdig - forhåbentlig mange år, ikkesandt?

Jeg forestiller mig flg. opdeling af historien:

Herkomst

  • Barndom (1966-1982)
  • Ungdom (1982-?? - nej, pjat, til, hvad skal vi sige, 1999)
  • Manddom (1999-2028, hvor jeg forhåbentlig går aftægt)
  • Udsigten
  • Lene og Peder
  • Mormor og Basse

Herkomst

Født 9.9.66 på Rigshospitalet som søn af kontorass. Lene Svith og lagerarb. Billy Alexander Wright.

Så meget er sikkert. Men det med Billy har jeg faktisk kun vist siden foråret 2005. Mere om det i et andet afsnit.

Min mor, Lene (1943-2004), forlod, efter en ungdom med fart på, Grenaa, og rejste til København, hvor hun også havde en temmelig turbulent tilværelse. Hun var kontorelev bl.a. på Atlas og i Arbejderbo. Hun havde mange kærester, men på et tidspunkt møder hun Billy og flytter sammen med ham og fra ham igen. Hun er gravid, og selv om jeg ifølge Lenes dagbog ikke just er ønskebarnet, bliver jeg alligevel født.

Barndom

Jeg bliver døbt i Grenaa og Lene flytter tilbage hertil sammen med mig. Her bor også min morfar og mormor, Basse (1908-1990) og Karen (1919-2010), og dem tilbringer jeg meget tid sammen med, og de får vist et afsnit for sig selv senere.

Lene og jeg bor i en lejlighed i samme opgang som mormor og Basse, så dem ser jeg hver dag. Jeg er hos dem efter børnehave/dagpleje og vi spiser oftest sammen, også i selskab med Olde, Ohmann, fra Ågade. Jeg bliver passet hos Hanne, som jeg er meget glad for. Jeg går i Fuglsangens Børnehave, hvor jeg også hygger mig, og senere bliver jeg passet af Ulla på Vinkelvej. Jeg bliver i perioder også passet af Basse, når han er arbejdsløs. Vi cykler til havnen og til stranden og har det rigtig rart sammen.

I 1968 har Lene mødt Peder, en nyudklækket jurist fra Skanderborg, som også arbejder på advokatkontor i Grenaa, og i 1972 bliver de gift på Københavns Rådhus. Lene har en hvid Fiat 600 og Peder en grøn Fiat 850.

De køber et hus på Nørrevang, hvor jeg får et stort værelse. Peder arbejder bl.a. i Thisted og på Langeland, og er kun hjemme i weekend'erne, hvor han altid er sur og træt. Han køber en ny Fiat 128 hvert år, for han slider dem op. Jeg husker ham ikke for noget godt i de år. Lene arbejder stadig hos sagfører Zacher-Sørensen i Grenaa. Hun er bange for tordenvejr, og vi to føler os tit meget ensomme i huset på hverdagene. Jeg leger med Lille-Henrik Bøjstrup, Finn og Jens-Otto. Lille-Henriks far er lastvognschauffør, Finns mor er billetdame i Kino og Jens-Ottos hus har svømmepøl.

Olde dør i 1972. Jeg er med Basse på plejehjemmet, hvor han ligger på dødslejet. Han spørger om han må få et kys af mig, men Basse siger, at det bruger vi ikke i vores familie...

Basse og mormor beholder Oldes store kolonihave, og der tilbringer vi mange gode, lange sommeraftener, ferier og week-end'er.

I 1973 kommer min lillesøster, Janne, til verden, og jeg starter i skole på Grenå Østre Skole, en sort kommuneskole af værste slags, men alligevel et sted med gode kammerater og lærere. Jeg holder specielt meget af min klasselærer, Møller, som kan gå på hænder, og som synger morgensang med os, og Anne, som lærer os noder i musiktimerne. Der er selvfølgelig også sadistiske og nazistiske svømmelærere og andre dumme svin, men det går nu meget godt, og jeg er glad for at gå i skole.

Det må også være ca. heromkring, at vi flytter ned i Gartnervænget, i en stor murermestervilla i et nyopført parcelhuskvarter bag papfabrikken. Et lækkert hus efter datidens standard, men efter alt at dømme alt for dyrt. Stemningen daler og presset stiger, og Lene knækker sammen og må holde op med at arbejde.

I 1977 bliver jeg adopteret af Peder, men det er ikke noget, jeg ved noget om på det tidspunkt. Jeg ved heller ikke, at han ikke er min biologiske far, og jeg kender som sagt ingenting til Billy, for ham kan jeg ikke huske - hvis jeg nogensinde har set ham.

Pga. Peders arbejde forlader vi Grenaa. Han er som nævnt fra Skanderborg, og da hans nye job ligger i Århus, vil han gerne dernedaf, så vi flytter til Gram ved Skanderborg. Jeg er ked af at skulle forlade skole og legekammerater og mest af alt, mormor og Basse. Jeg starter i 5. klasse i Stilling Skole. Det bliver begyndelsen på et år i helvede.

Jeg er vant til at lave mine lektier og opføre mig ordentligt ("det spørges mindst!"), og i kartoffelrækkerne er det åbenbart ikke velset. Klassens hårde klike, Knud Erik, Henrik og Ove, er glade for at få et nyt offer til afløsning for spastikeren Bo, og jeg får tæsk hver dag i flere måneder. Lærerne er magtesløse og/eller ligeglade. Mine få kammerater, Brian og Karsten, er for hippieagtige til at kunne hjælpe, selv om de gerne vil.

Jeg klager min nød derhjemme, og der holdes en del møder, og jeg bliver fritaget for undervisning i en periode. Beskeden fra skoleledelsen er, at jeg jo bare kan finde nogle andre venner. Tak for "hjælpen", P. Mortensen. Desværre er mine forældre hårdt presset af job og økonomi og guderne må vide hvad, så der er ikke megen hjælp at hente.

Da jeg vender tilbage, får jeg straks tæsk igen, og jeg forlader skolen midt på dagen, og går hjem og meddeler, at dér går jeg aldrig nogensinde hen igen. Jeg er 11 år gammel.

Man forstår langt om længe, at jeg mener det alvorligt, så jeg skifter skole og starter 6. klasse på Virring Skole, som ledes med hård hånd og stor retfærdighedssans af inspektør Kaastrup. Jeg bliver meget glad for at gå der.

I 1980 sælger vi huset på Damgårdsvej og flytter til Sønderbækparken i Fruering.

...fortsættelse følger!

Lene og Peder

Her starter vi med enden:

Min mor, Lene, døde af leverkræft i marts 2004. Hun nåede at være syg i 34 dage, fra hun fik diagnosen til hun udåndede. Hun blev 60 år. Det har lært mig at være meget påpasselig med at få noget ud af livet.

Min far, Peder, døde af følgerne af en kræftsvulst i hjernen i juni 2005. Han blev 65 år. Ikke bare fik han kræft, som blev opereret og efterfulgt af strålebehandling; i forløbet brækkede han også ryggen, fik en blodprop og fik amputeret et ben. Det har lært mig, at tingene altid kan blive værre, hvilket leder os tilbage til, at det gælder om at være meget påpasselig med, hvad man bruger livet til.

Jeg har ført en dagbog over Peders sygeforløb, og jeg overvejer, om den skal her på hjemmesiden. Det er stof til eftertanke, kan jeg afsløre...

...fortsættelse følger.

Basse og Mormor

Mine morforældre. Dvs. Basse er nu ikke min biologiske morfar, men det er jo nærmest en tradition i familien, at der kun er blodlinjer på halvdistancen.

Basse (Kristian Andreas Andersen Svith, 1908-1990) var, som navnet antyder, en stor mand. Også i mit liv. Han var alt det, en bedstefar skal være, og han elskede rollen. Han var søn af en smed, og havde et langt arbejdsliv, hvor han bl.a. var chauffør, ambulanceredder, truckfører, arbejdsmand. Han arbejdede mange steder, bl.a. på Grenaa Dampvæveri, og Grindstedværket (i Grenaa).

I mange perioder gik han arbejdsløs, specielt i 70'erne, hvor krisen åbenbart kradsede mange steder. Men så kunne han tage sig af mig - og det gjorde han med stor fornøjelse.

I starten skubbede Basse mig rundt i barnevognen. Der var en sutteflaske og en Grøn Tuborg i fodenden. Jeg blev trillet til havnen, til Bjørnkilde's sodavandstapperi, ned i sommerhusene og til kolonihaven. Samme mål var det, da jeg begyndte at cykle, først på stangen, siden hen på hver sin cykel. Mormor smurte madpakker til os, og vi pakkede mappen med øl til Basse, Squash til mig og leverpostejsklemmer til os begge to.

Mormor (Karen Sigrid Andersen Svith, 1919-2010).

Fortsættelse følger...