Flyverskjul
I går tog jeg mig selv i at fjerne alger på presenningen til min efterrender, en Brenderup 1205S. Det var det sidste af en lang række desperate vedligeholdelsesprojekter på matriklen, hvis opremsning vil føre for vidt her med tanke på mine læseres mentale sundhed og samvittighed.
Jeg indrømmer, at jeg har været på genbrugspladsen (hvor en far havde sine to små rollinger løbende rundt mellem benene på alle) og i thansen (hvor alt var ok, men muzakken var This boat is sinking(!)) men måtte opgive Jemogfix, hvor køen gik to gange rundt om parkeringspladsen og anarki og hysteri herskede.
Jeg har med lige dele undren og irritation lyttet til mine naboers børn og deres venner som samles tæt om bålet (i carporten (!)) til klokken lort en mandag aften og til de ungdomsfester på Sdr. Ege som uantastet brager hen over byen, mens vi selv naturligvis har måttet aflyse årets traditionelle påskefrokoster.
Jeg har rystet på hovedet ad Facebook-venner, som mødes for at klippe hinanden (sic!) uden solidaritet med deres nedlukkede frisør. Jeg har forsøgt at være en god samfundsborger og fulgt trofast og interesseret med i udmeldinger og pressemøder fra vores folkelige folkeregering og folkemyndigheder, så jeg hele tiden ved, hvordan man bør gebærde sig, og ikke mindst i debatten om genåbning, herunder med himmelvendte øjne visse forældres ”mavefornemmelser” ift. skoleåbning.
Jeg har slettet foreløbig fire jobs i min spillekalender, herunder både den legendariske 1. maj og åbningen af Tunø Festival. Jeg har dog ikke tænkt mig at søge en hjælpepakke – og kvalificerer heller ikke – og andre har mere behov end jeg. Men den hårde hud falder af mine fingre og det bliver et blodbad, når jeg skal i gang igen (foreslå ikke, at jeg øver i mellemtiden – jeg er for gammel til det pjat).
Jeg var ikke overrasket, da Skanderborg Festival blev aflyst, men måtte alligevel synke en gang.
Jeg arbejder i en forsyningsvirksomhed, der tilhører landets kritiske infrastruktur og sørger for varme, varmt vand og ikke mindst elektricitet, men vores medarbejdere nævnes aldrig, når der skal roses.
Jeg gik også fra at stå uden for risikogrupperne til at være en del af dem, da ordet ”velbehandlet” blev slettet fra sundhedsmyndighedernes diabetes-definition.
Og nu er det nok. Pause, Poul, som Andrea sagde. Ambitussen er blevet stor. Jeg kryber i flyverskjul. Der er købt ind (ja, vi har været ude at handle) så vi kan klare os, der er øl og snaps på køl, så vi kan skåle med os selv, og jeg har tænkt mig at gå offline i påskedagene. Ingen Facebook og ekstra TV-aviser. Gardinerne trækkes for og telefonen bliver ikke taget.
Selv om folkepoliti og andre myndigheder roser danskernes indsats, er mine nerver for flossede til via medierne at overvære retningslinjernes skæbne i en solrig påske. Jeg kunne som kommunikationsmand få den tanke, at man fra myndigheds side gør gode miner til slet spil og skurer hunden med hårene – eller noget...
Jeg håber det bedste men frygter det værste og håber virkelig, at mine bange anelser bliver gjort til skamme. Vi kommer jo for pokker til at sidde her til jul, hvis der ikke holdes fast.
Jeg ønsker de af jer, som ligesom jeg tror på at enighed gør stærk og ikke tilhører de hundredetusindvis af selvudnævnte eksperter, som er klogere end sundhedsmyndighederne og bøjer retningslinjerne som kogt spaghetti, en god påske. I andre skal ikke regne med min sympati, hvis hele lokummet vælter – igen. Men pas på jer selv - blev der sagt. #unitedwestanddividedwefall #coronar #stayathome #keepyourhandstoyourself #whereisyourgodnow #offlineisbliss #rolignu