Årsagssammenhængskraft
Henstilling: Coronaskeptikerne bedes venligst undlade at kæmpe for min frihed. Jeg har allerede så rigeligt af den og jeg bruger den bl.a. til at følge myndighedernes retningslinjer og anbefalinger så godt jeg kan.
Det valg gør mig hverken til et får, kontrolleret, sovende, hjernevasket el.lign. som skeptikerne ellers kalder folk som mig. Tværtimod holder det mig opmærksom på smittespredning, som jeg kan medvirke til uden hverken at vide eller ville det. At holde afstand og i visse tilfælde bruge mundbind er ikke udtryk for, at jeg mistænker mine medborgere for at sprede sygdom med vilje. Det er fordi jeg ikke vil sprede sygdom med vilje. Jeg må nøjes med min tiltro til, at det hjælper, for jeg er ikke klog nok på sundhedsfaglige forhold til at vide det og det er skeptikerne som gruppe heller ikke. Jeg vælger at rette ind, skeptikerne vælger at bryde ud.
Imens de rusker i tremmerne i den trange celle, som samfundet efter deres mening har udviklet sig til, hævder skeptikerne at kæmpe for os alle. De ved efter egen vurdering bedre og har gennemskuet det blændværk som bl.a. jeg er faldet for. De gør os faktisk en tjeneste, må vi forstå og lader til at have en selvforståelse på linje med det gamle udtryk om at den ene gruppes terrorist er den anden gruppes frihedskæmper. Jeg har imidlertid ikke givet samtykke (i tidens talesprog) til at blive talt med i deres benægterbrigade og vil sætte pris på ikke at blive inddraget i deres "kamp" og jeg vil ikke tages til indtægt for deres holdninger. Ved alligevel uopfordret at ”kæmpe” på andres vegne, begår skeptikerne samme overgreb som de beskylder samfundet for. Forskellen er, at samfundet har gyldig hjemmel.
Skeptikerne forsøger at tage ejerskab af begreber som frihed og kærlighed og værst af alt, ordet ”vi”. Vi er som sådan et smukt begreb, men når man bliver inddraget i grupperinger uden samtykke, som ovenfor nævnt, så knækker filmen. Husk, hvad I lærte i skolen om læserbreve: ”Det er vi mange der mener.” Det eneste sted, ”vi” kan benyttes uden samtykke, er når samfundets repræsentanter, altså dem, vi har sat til at lede og vejlede, udtaler sig. Når statsministeren siger ”vi”, taler hun på samfundets vegne – og det har hun ret til. Det er faktisk hendes pligt. Og det er en måde at fastholde fællesskabet, som er så bydende nødvendigt netop nu.
Men de andre ”vi” beskylder vores folkevalgte for at fremavle fascisme - et ord, som jeg tvivler på, de har slået op inden det blev en del af doktrinen. At alle ikke kan vide alt om alting betyder blot at man spørger dem til råds, der ved noget om noget. Det er ikke et autoritært (fascistisk) overgreb, det er sund og rationel politisk fornuft.
Imens kan jeg uden problemer fastholde min ret til at beholde og dyrke både mit frihedsbegreb og min opfattelse af kærlighed, og give min støtte til demokrati, myndigheder og regering, mine medborgere, herunder også dem, som ved mere om noget end jeg, navnlig - naturligvis – om corona.
"Hendes frihed for eksempel, hvor var den blevet af?" spurgte Steffen Brandt allerede i 1990 mens verden som vanligt var af lave. Vi har mistet grundlovssikrede rettigheder, herunder vores frihed, hævder skeptikerne. Trods denne påstand er der dog ingen som forhindrer dem i at forsamles i grupper større end forsamlingsforbuddets anvisninger, gerne stolt bærende badges med teksten "Corona? Ja tak", selv om det efter min mening er at pisse på de svage og udsatte og os i risikogrupperne og i det hele taget på samfundets store anstrengelser for at komme virus til livs. Men friheden til at gøre det - den er paradoksalt nok intakt, for så rummeligt er vores samfund - og i øvrigt er der udløbsdato på al corona-lovgivning. Kvinden i Steffen Brandts tekst fandt sin ”forbandede” frihed i Rio - hvor jeg pt. ikke har lyst til at rejse til - og blev ”fri for alting.” Men alting har en pris for "hun kan mærke tvivlen gnave indeni."
Jeg kan med min bedste vilje ikke finde et eneste eksempel på, at min frihed eller ytringsfrihed er knægtet eller truet: jeg er fortsat i stand til at sige og gøre som jeg plejer, så længe jeg vasker hænder, spritter af og holder lidt større afstand end normalt - det er ikke et stort offer og det er næppe for evigt. Jeg passer mit arbejde, betaler min skat med glæde og er lettet over, at restriktionerne i vores land er så relativt små, sammenlignet med andre lande, og taknemmelig for vores stærke samfundsmæssige struktur, der skåner os for anarki, panik og dystopi. Dermed bliver jeg i skeptikernes optik til en sovende, et får, og indeni mig gnaver en usikker fornemmelse af, at de ikke synes mit frihedsbegreb er lige så meget værd som deres.
Skeptikerne slår beskyldningerne om at være konspirationsteoretikere hen, men demonstrerer gerne side om side med dem (Rådhuspladsen, Kbh., 29. august 2020). Det bedrer ikke troværdigheden når de her kritikløst slår sig sammen med andre marginalgrupper, hvis fælles kendetegn ser ud til at være en stærk uvilje mod autoriteter og mod at indrette sig efter samfundets (demokratiske) normer, samt en fast overbevisning om, at skrupelløse interesser forsøger at tage røven på dem. Jovist, det der QAnon er nok lige lovlig langt ude - men at der hele tiden i skjulte kredse, af magter så stærke, at det overgår al forstand (som de sagde i Olsen Banden), times og tilrettelægges en komplet magtovertagelse af intet mindre end hele verden, må vi forstå er et faktum - og tror vi ikke på det, er vi, ifølge tidl. skuespiller Pernille Grumme, Rådhuspladsen, 29. august, dumme: "Selvom det ikke er dem alle (men dermed dog nogen, min bem.), som drikker babyblod, så behøver man ikke være særlig skarpsindig for at vide, at der rent faktisk (sic!) er nogle stærke kræfter, der forsøger at indføre en ny verdensorden."
Demokrati er imidlertid ikke nødvendigvis ensbetydende med frihed. Fx har vi ikke frihed til at køre i venstre side af vejen. Det ville være uhensigtsmæssigt hvad enten man er tilhænger af idéen eller ej, og derfor er der bred enighed om at lade være. Vi har til gengæld kæmpet for og opnået frihed til at vælge hvem vi vil have til at repræsentere os, da det også er uhensigtsmæssigt, hvis alle skulle til orde på én gang. Med den frihed følger en (borger)pligt til at indgå i den fælles, demokratiske samfundsmæssige overenskomst og efterleve de principper som samfundet indretter sig efter. Vil man ikke det, stiller man sig uden for samfundet, hvilket man også har sin frihed til. Man bevarer endda sin ytringsfrihed. Men når man bevidst afviser at respektere samfundets indretning og istedet hensynsløst agerer i henhold til egne overbevisninger og dermed undergraver fundament på det samfund, man kalder sig borger i, så må man indstille sig på sanktioner, modstand, eller i bedste fald eksponering – det, som nogen kalder udskamning, når de ikke kan lide, hvad de hører. Vil man indrette samfundet anderledes må man enten følge de demokratiske spilleregler eller lave revolution. I sidstnævnte tilfælde bør man forinden sikre sig, at man har sympatisører nok til at gennemføre den - eller alliere sig med militæret eller fremmede magter (som overgår al forstand, husker vi nok).
Borgerne indoktrineres og holdes nede af den ubegrundede frygt for coronavirussen, hævdes det. Det gælder heller ikke mig. Jeg frygter ikke virussen men har stor respekt for den, for det viser sig åbenbart, at den kan være ganske ubehagelig, navnlig hvad angår senfølger. Dødstal bider ikke på skeptikerne og deres fortsatte afvisning af virussens farlighed, dens udbredelse og dens resulterende sygdoms betydning i størstedelen af verden er i bedste fald latterlig. I værste fald livsfarlig, da følgevirkningerne af en anarkistisk opførsel ift. virus, fx ved at nægte at lade sig vaccinere (med mikrochips fra Bill Gates, personlig!), kan risikere - igen - at overgå al forstand.
Coronaskeptikerne minder mig om klimaskeptikerne. De afviser på samme retoriske vis både videnskab og empiriske vidnesbyrd. Der er bare ikke så mange klimaskeptikere tilbage længere. Fornuften og evidensen sejrer, langsomt men sikkert. Trump og Bolsonaro udstiller stadig gerne deres uvidenhed og faktaresistens, med store konsekvenser for både deres hjem- og nabolande. Men rapporterne om de voldsomme forandringer, som kloden undergår i et langt hurtigere tempo end antaget, har ændret både den generelle opfattelse af, og viden om, klimaforandringerne og mange lande har indset at noget må gøres. Vi lærer på den hårde måde. Hvad mon der skal til, før coronaskeptikerne tager deres synspunkter op til genovervejelse? Vil det overhovedet kunne ske? Jeg tror det ikke, for det ligger i hele grundlaget, at doktrinen ikke må svigtes.
I mit arbejde skulle jeg vej- og retlede en kunde, der havde fået fuldstændig forkert fat i nogle uangribelige fakta, men svaret var, at han forbeholdt sig ret til at tro og mene hvad han ville. Det er han i sin gode ret til, bare han betaler sin regning (i dette tilfælde). Men han har med sit udsagn fraskrevet sig muligheden for at blive klogere.
Jeg har naturligvis overvejet, om skeptikerne kan have en pointe. Det har de. Det er altid vigtigt at holde øje med magthaverne. Men der stopper enigheden så for mig, når den måde, skeptikerne udøver deres uenighed/modstand/"kamp" er baseret på anarki og mangel på respekt. Det er dog ikke det samme, som at de ikke kan vise sig at have ret. Det vil tiden vise - helt af sig selv.
Når skeptikerne tager deres skepsis ud i samfundet, og fx bringer ansatte i den offentlige transport i forlegenhed ved at nægte at bruge mundbind og efterkomme både regler og henstillinger og i det hele taget opføre sig ikke ulig forkælede børn, så mister de den smule sympati, de måtte have, og pisser med stor præcision på sagesløse enkeltpersoner, imens de hævder, at det er (for) samfundets skyld. Vel at mærke det samfund, som har tænkt sig at bistå dem hele livet med fx gratis uddannelse, sundhedsvæsen og ældrepleje. De rettigheder beholder de, thi samfundet er rummeligt, men de fraskriver sig på den vis retten til at blive taget alvorligt.
Kan man ikke lide lugten i bageriet er der mange eksempler på, at grupper, som var trætte af det etablerede, har fundet egne veje: Tvind, Thy-lejr, etc. Måske skulle skeptikerne bare mødes i rundkreds et sted langt fra alfarvej, hvor de kan bekræfte hinanden og ikke være til sundhedsmæssig fare for de borgere og det samfund, som med næb og kløer kæmper for at få en normal hverdag tilbage så hurtigt som muligt.
"Hellere hånes som konspirationstosse end være hjernevasket og ignorant," sagde føromtalte fr. Grumme endvidere i sin tale, men ikke alle skeptikerne lader til at være enige: Ifølge Rasmus Nøhr i en kronik i JyskFynske Medier henstiller skeptikerne til at de ikke fornærmes, hånes, tales ned til og kaldes sølvpapirshatte. Det sårer dem. Bevares, men måske skulle de feje for egen dør først og lade være med at kalde dem, som ikke abonnerer på deres vækkelsesdoktriner, for sovende, får, hjernevaskede, zombier, ignoranter, osv. Vi voksne kan også være bange, som der står i sangen, (læs: Får kan også blive sårede og krænkede) men det skal vi nok overleve - hvis vi ellers kunne få fred til at overleve virus.
Selv om man ikke er paranoid, kan de jo godt være ude efter én, lyder et klassisk bonmot. I coronaskeptikernes omvendte verden kræves en omskrivning: Selv om de ikke er ude efter én, kan man jo godt være paranoid. Skeptikerne føler sig i hvert fald som jaget vildt – præcis, som de selv kan få et får til at føle sig.
Måske giver jeg skeptikerne for meget spalteplads. Måske er de slet ikke så mange som de selv tror.
Hvem får ret? Jeg ved hvad jeg selv tror - og har jeg udtrykt mig tilstrækkelig tydeligt, ved udholdende læsere, som måtte være nået hertil, det også. Men det er faktisk irrelevant, for det handler som bekendt ikke om at få ret, men om at få fred, i dette tilfælde for corona.
Jeg vil, som jeg tidligere har ytret, hellere være en del af løsningen end af problemet. Det bliver man efter min mening ikke ved at så tvivl og utryghed, men ved at udvise samfundssind, deltage aktivt i bestræbelserne på at bekæmpe corona og lægge en dæmper på sin egoisme. Debat er godt, men husk, at man ikke kan appellere til fornuften hos en virus, kun hos hinanden.
I marts skrev jeg: ”Bagefter vil ingen kunne vide præcis, hvordan det var gået, hvis vi havde gjort tingene anderledes – selv om der skal nok være mange, der mener at vide det. Men hvis vi sætter vores uenigheder til side, tager ansvar for os selv og hinanden, og gør fælles front nu, vil vi vide, at vi var med til at sætte retningen. Vi vil vide, at vi var en del af løsningen. Vi vil vide, at vi nåede målet i fællesskab.”
Fællesskabet slår revner nu og det er jeg mere bange for end virus.
Pas på jer selv og i særdeleshed hinanden. Og husk at både får og sølvpapirshatte også er en slags mennesker.