The White Lodge
Opdatering: Peter Juul døde den 26. juni 2026 (eller 26062026 - det ville han ha' syntes var cool), så en del nutidsform nedenunder er desværre ikke korrekt længere.
Guitar-Henrik og Peter Juul er utrættelige i deres søgen efter Det Store Hit. Over hundrede sange er det blevet til, mange sammen med orkestret The White Lodge.
Jeg synes, sangene er enestående og at det er en skandale ingen pladeselskaber eller musikforlag kan se lyset i dem.
Heldigvis har musikken også terapeutisk effekt for mine venner, som ufortrødent klør på. Men står du og mangler et hit så send dem en mail.
Vi lavede adskillige demoer i starten af 90'erne, men lige lidt hjalp det altså. På mit initiativ samlede vi et fuldt orkester, med rigtige musikere i stedet for rytmeboks, m.m.
Stilen var, hvad vi selv døbte, atmosfærepop, og vi er blevet lignet med så fine folk som Genesis og Peter Gabriel. Lige lidt hjalp det.
Efter en temmelig succesfuld optræden i Rytmehans på Skanderborg Festival torsdag d. 14. august 1994 kl. 14:45 - skete der ikke en skid igen, og vi gik stille og roligt i opløsning.
Med i orkestret helt oprindeligt:
- Henrik Christoffersen, guitar
- Morten Rydahl, trommer
- Peter Juul Rasmussen ( 17. februar 1965 26. juni 2026), sang
- Morten Storm, bas
- migselv, hammond og keyboard
Jeg spillede ikke bas i dette orkester, men Hammond X5, som jeg lånte af Michael fra Beer Burp Band, og mit gamle Roland digitalklaver (som han plejede at låne af mig). Jeg var ikke ret god til det, men det afholdt mig åbenbart ikke.
I 1995 lavede Peter Juul (som også er manden bag mange fotos i albummene her på siden) og jeg en såkaldt multimedie-koncert, hvor vi opførte en række af numrene på Café Bohéme, og brugte hele honoraret til leje af lys, røgmaskiner, diasapparat, mv.
Alt var styret af min lille Mac, som var anbragt på en piedestal midt på scenen. Vi havde savet logo og navn ud i finer, som var malet og hængt op og belyst efter alle kunstens regler.
Vi optog hele skidtet på video, men fik ikke zoom'et så langt ind, at man kan se ret meget...
Trivia: Navnet White Lodge refererer til David Lynch's kult-tv-serie fra '90, Twin Peaks. Det er stedet, hvor det gode findes, i modsætning til Black Lodge, som Lynch synes er noget mere interessant!
Og logoet, hva' mæ' logoet? Jo, det er en ugle, er det! I Twin Peaks ses det på enden af en løftestang i en mørk klippehule, og i serien er the owls not what they seem! Uuuuha-da-da!
Jakkesættene købte vi i Løvbjerg. 500,-/stk. inkl. slips og skjorte!
Vi fik 7500,- i støtte af Skanderborg Festival, som de skulle ha' igen, da vi spillede der i '94. Så vi havde i alt 17 mand på scenen til et samlet honorar på 2500,-. Er det dumhed eller engagement? Døm selv.
Da vi var gået i opløsning, fortsatte Henrik og Peter ufortrødent, og er stadig i gang. Jeg lavede coveret til CD'en To Benefit From Dying for dem, med udgangspunkt i et billede fra Korsbakken i Lithauen, som man kan se i mit fotoalbum.
Jeg sagde disse mindeord til Peters bisættelse:
Time to face the music. Den fede dame har sunget og Peter er død. I dag har vi sagt et sidste farvel til en - som Postmand Per - ganske særlig mand. I 35 år har jeg været tæt på ham og hans univers af musik, tekster, ordekvilibrisme, kærlighed til film og tv, bredspektret viden om dette og hint og skarpe synspunkter om alt det andet. Utallige er de timer vi har brugt sammen på musikken og på løsslupne aftener på byens oaser med lige dele alvor og gode diskussioner i fri forening med absurd tant og fjas. Med sit allestedsnærværende kamera dokumenterede Paparazzi-Peter masser af begivenheder, fra koncerter til mine runde fødselsdage, mit bryllup og alt det ind i mellem. Hvor hans musik var lydsporet til mit liv, fastholdt hans kamera billedsiden. Peters krøllede hjerne blev ædt op af kræften og op til sin død var han blevet berøvet de mange facetter, der gjorde ham til den han var. Det er der intet godt at sige om. Men Peter vil for mig leve videre i de snesevis af tekster og sange, som desværre aldrig vandt genklang i offentligheden, men som han stædigt arbejdede videre med, oftest i følgeskab med sin faste makker, Henrik Christoffersen. Peter var en fremragende sanger, der med en klang som Peter Gabriel og Phil Collins mestrede det engelske sprog til perfektion. På mig har sangene og Peters fortolkninger af sit eget materiale gjort et uudsletteligt indtryk og jeg har lyttet jævnligt til dem gennem alle årene. Der var simpelt hen en fælles klangbund. Peters sidste musikalske projekt handlede primært om at få de gamle - og nogle nye - sange frisket op og pudset af, så de måske kunne få en ny chance ude i en verden, der har for travlt til at stoppe op og tænke efter. Men Peter fik ikke en ny chance, for undervejs mistede han evnen og som med så mange andre store kunstnere før ham står projektet ufuldendt tilbage. Måske en dag? At kondolere betyder at dele sorg. Derfor: Kondolencer til familien og alle os andre, der nu må undvære Peter, som får de sidste ord med teksten fra sangen The Last Waltz fra februar 1998:
one hour may pass as one moment
one year may pass in one hour
and a lifetime will pass for ever
but do not for one moment believe
that you are the center of the universe
time will pass around you
and finally bid you the last waltzÆret være Peters minde