Svith.com 3.0

Livet er en optur, der byder på nedture. Sådan har det været for mig i mange år, som kredsmedlemmerne vil vide. Sommeren 2019 har således også budt på store udsving, så man bliver ganske træt i knolden af at skulle forholde sig til tingene. Lad os se på det:

Sommerens værste nedtur er, at min søde hustru, Ann, har brækket sin højre ankel to steder og revet et ledbånd over. Det skete under en tur i hundeskoven i Sejs, hvor en flok muntre Canis lupus familiaris undlod at iagttage almindelig vigepligt og løb Ann ned bagfra, hvorved meget ødelagdes. Hun faldt uheldigt med ovenstående resultat. Med besvær fik redningstjenesten udsendt en bårevogn til de rette GPS-koordinater og Ann blev indlagt og få dage efter opereret. Adskillige uger i sengen med fikseret fod i højt leje er i gang i denne tid. Derefter venter langvarig genoptræning. Det betyder, at Ann ikke kan komme med til festival og får stort besvær i forhold til at starte på sit nye arbejde på SCU i Skanderborg. Det planlagte korte ferieophold i Søndervig har ligeledes måttet aflyses og hunden er sendt på koloni.

Det var et uheld. Det var ingens skyld. Så meget desto mere kan det undre at hundenes ejere skyndsomst fortrak uden at efterlade kontaktinformation, så hundenes lovpligtige ansvarsforsikring kan komme på banen i forbindelse med erstatning, tort og svie, etc. Det havde ikke kostet ejerne hverken selvrisiko eller bonustrin, men kunne have sparet Ann for bøvlet med at få sin sag behandlet på anden vis. Heldigvis har vi en god ven udi det juridiske, som kan bistå. Hundeejerne må herefter nøjes med en dårlig samvittighed – men de har jo nok allerede glemt det hele.

Ann tager situationen med stoisk ro, men under overfladen er hun ked af det og voldsomt frustreret. Hun er tapper og jeg prøver med stort besvær at hjælpe og støtte med alt, hvad jeg kan, i form af huslige sysler, hundepasning, transport og moralsk opbakning. Men det er svært at vride nok overskud ud, når man også skal passe sit arbejde, etc. På den anden side giver det heller ikke mening at bruge sin sparsomme ferie på at sidde brandvagt ved sygelejet. Heldigvis har Ann også søde forældre og gode veninder, som byder ind med hjælp og adspredelse.

Hele situationen og den voldsomme omvæltning (sic.) har haft den uventede konsekvens, at jeg faktisk flere gange har taget mig selv i at savne hverdagen – som jeg ellers ikke altid er lige gode venner med. Men rutiner, faste gøremål og rytmer giver åbenbart mere ro end jeg var klar over. Så nu længes jeg efter, at det bliver hverdag igen.

Opturene i denne sommer har været, at jeg har spillet en masse gode jobs. Vigtigst er jobbene med det gendannede Thorvalds Kapel, som på onsdag otte dage skal åbne Skanderborg Festivalens fyrretyvende udgave. Det er ærefuldt – men jeg ville gerne have haft Ann med.

Og så har jeg fået mig en ny kontrabas. En håndskåret tysker fra det legendariske værksted, Benedikt Lang, i Mittenwald. Hun er fra 1961 og er en ægte blondine, dvs. hun er i den såkaldte ”blond”-finish. Hun er opsat af Jørgen Nielsen på samme vis som han opsatte NHØP’s basser, inklusive de eksklusive Wilson-pickupper. Og hvis det var godt nok til NHØP, så...

Hun har kostet mere end mine tre første biler tilsammen, men hun skal nok vise sig at være det hele værd. Blondes have more fun! Med købet kan jeg nu sætte flueben på listen under punktet ”Find og anskaf en ordentlig kontrabas”. Så kan jeg nemlig også slå det ud af hovedet og få plads til andre ting.

Ann tager i dag med en veninde til Skagen og jeg krydser fingre for, at det bliver bøvlet værd, med gangstativ, krykker, kørestol og hvad der ellers må medbringes. Hunden Oscar skal i sommerhus med Anns forældre, som den heldigvis stortrives sammen med – og så vil jeg puste ud, passe mit arbejde og forberede mig til festivalens premierejob.

Der er jo altid nogen, der har det værre end en selv. Og relativt set har jeg da også prøvet ting, der var værre end ovennævnte. Men man lever i den virkelighed, som byder sig til her og nu, og når den slår flik-flak uden at man kunne have gjort noget for at undgå det, så kan man godt blive lidt berøringsangst overfor tilværelsens ulidelige egensindighed. Én af måderne at bearbejde er ved at dele – og det være hermed gjort.

Vi ses derude – og se jer for!